<b>Orning, Erik Ottesen,</b> --1645, Admiral, var født i Norge og Søn af Otte Thomesen O. og Anne Eriksdatter Orm. Faderen skrev sig til Vatne (paa Storøen), og samme Gaard ejede Sønnen efter ham. Fra 1628, da han blev ansat som Skibskapitajn, og til sin Død var han knyttet til Flaaden og blev meget benyttet, i det
han saa at sige hvert Aar sendtes ud paa Togt. En betroet Stilling fik han 1630 ved sin Udnævnelse til Holmens Admiral,
hvormed var forbundet Tilsynet med Flaadens Materiel og Arbejdet paa Holmen, Antagelsen af Flaadens Besætning osv. Af hans Udkommandoer kan nævnes, at han 1637 i Spidsen for en mindre Eskadre krydsede langs Norges vestlige og nordlige Kyster for at hindre ulovlig Handel af fremmede, at han 1639 havde samme Hverv, og at han 1640 førte det Skib, paa hvilket den svenske Enkedronning Marie Eleonore paa sin Flugt fra Sverige gik om Bord ved Gulland. Det var Meningen, at han skulde have overført hende til Preussen, men hjemsøgt af Modbør gav han efter for hende og landsatte hende mod Kongens Ønske i Nykjøbing paa Falster. Dette Skridt, der voldte Christian IV mange
Fortrædeligheder, skulde ikke tjene til at dæmpe den Misfornøjelse, der var opstaaet hos Kongen mod E. O., fordi han fandt, at denne ikke røgtede sit Embede som Holmens Chef med tilstrækkelig Paapassenhed, en Misfornøjelse, som holdt sig i flere Aar og gjentagne Gange var paa Nippet til at skaffe E. O. hans Afsked. Som Jørgen Vinds Flagkapitajn paa «Patientia» deltog E. O. i. Juli 1644 i Slaget paa Kolberger-Heide, hvor han saaredes let. Dagen efter førte han
Admiralskibet til Kjøbenhavn, hvorfra han dog hurtig vendte tilbage med det for at tage Del i Blokaden af den svenske Flaade i Kieler-Fjord, og da Peder Galt 31. Juli fjærnedes fra Overkommandoen paa Grund af Kongens Utilfredshed med hans Ledelse (s. V, 553), udnævntes E. O. samme Dag til Generaladmiral. At den indespærrede svenske Flaade slap ud Natten mellem 1. og 2. Avg. uden at blive forfulgt, har E. O. altsaa sin Del af Ansvaret for. Den den næste Dag efter Kongens Ordre iværksatte Forfølgelse blev resultatløs, og medens E. O. derpaa fik Befaling til at holde sig
krydsende syd for Laaland for at passe paa den hollandske Flaade, der søgte Forening med den svenske, sejlede Kongen selv hjem og stødte i Sundet paa Hollænderne, som han med sin Eskadre ikke formaaede at trænge tilbage. Dermed indtraadte der foreløbig en Pavse i Krigen til Søs, og E. O. vendte hjem. Han døde 2. Febr. 1645. Kort forinden var der udnævnt en ny Holmens Chef, hvad enten dette nu var en Følge af E. O.s Sygdom eller af,
at Misstemningen mod ham fik Overhaand.
Fra 1634 til sin Død var E. O. forlenet med Halsnø Kloster og Hardanger Len. Han var gift med Karen Movat, en Datter
af Anders M. til Hovland. Dette var en ulovlig Forbindelse, da hans Moder og hans Hustru vare Søskendebørn, og i 18 Aar skal Ægteparret derfor have levet i Udlandet, indtil det 1627 fik Kongens Tilgivelse og Tilladelse til at bo i hans Riger og Lande. -- Af Sønnerne roses Bernt O., der havde arvet Faderens Lyst til Søen og i en Menneskealder tjente i Flaaden, som en dygtig Sømand. Derimod var Søofficeren Søren O. (f. 1630), der udmærkede sig under Kjøbenhavns Belejring, længere ude beslægtet med E. O. Bruun, Slaget p. Kolberger Heide S. 40 ff.
Lind, Krist. IV og hans Mænd p. Bremerholm S. 75 ff.
C. F. Bricka.